
Ukraine er på vej til at genvinde den tabte turisme, som krigen halverede fra 2013 til 2014. Også i Danmark mærkes den stigende interesse.
Turismen til Ukraine blev halveret nærmest over natten, da krigen om Krim og det østlige Ukraine brød ud. Siden har den styrket sig, og hvert år kommer der cirka 500.000 flere turister til landet.
Også i Danmark mærkes interessen for Ukraine. Flere flyvninger, opgraderinger af selskaber, der flyver til Kyiv og andre destinationer, og endnu en direkte flyrute til hovedstaden fik i 2019 rejsebureaet Albatros Travel til at sende det første hold rejsende afsted til Ukraine.
“Ukraine har meget at byde på, og vores udfordring er naturligvis, at der ikke er særlig mange danskere, der har nogen forhåndsviden om landet,” fortæller Thomas Kløcker, der har ansvaret for Ukraine som destination for Albatros Travel.
“HBO serien om Tjernobyl har dog på sin egen bizarre måde øget opmærksomheden på Ukraine, ligesom de mange storpolitiske hændelser, i langt overvejende grad har været i Ukraines favør.”
Ikke overrendt
Netop det faktum, at Ukraine ikke står først for, når der skal vælges rejsemål, gør det til et særligt godt tidspunkt at besøge landet på. Med omtrent 14 millioner turister om året, er der nemlig ikke det samme pres på byerne, som man kan opleve andre steder som f.eks. Prag, der i sig selv trækker omkring 7 millioner udlændinge til hvert år.
“I min verden har Ukraine utrolig meget at byde på både historisk og kulturelt, og landet er endnu ikke overrendt af masseturisme. Her er med andre ord mulighed for at få de der autentiske oplevelser, som mange af vores rejsende eftersøger,” siger Kløcker.
Mens nogen måske ser det som en fordel, så efterspørger Radisson i Kiev – der har en dansk direktør – at turismen får et gevaldigt løft. Det fortalte han til UkraineNu, da vi mødte ham i starten af februar.
Mange oversete steder
Med Lviv, Kyiv og Odessa blandt byerne, Ukraine har til rådighed, er der fortsat stort potentiale for at tiltrække flere turister, end landet gør nu. Landet har dog også andre destinationer at besøge.
Lviv har eksempelvis en mindre by i oplandet, der er et besøg værd. Også det relativt ukendte museum, hvor en affyringssilo til atomvåben fra den kolde krig er mulig at komme ned i, er værd at besøge.
Derudover har UkraineNu også været i Kharkiv, som blandt andet byder på meget monumental arkitektur fra Sovjet-tiden og et sexmuseum. Og så er der selvfølgelig en fordel, der også er værd at tage med.
“At købekraften desuden er i dansk favør, og at det faktisk er muligt at spise ikke bare godt, men rigtig godt og billigt, trækker jo på ingen måde fra,” siger Kløcker.
Når nu snakken falder på mad, så er her fem forslag til, hvad du kan bestille fra det ukrainske køkken, hvis du besøger landet.