Pressefoto.

Den danske virksomhed Mekoprint har åbnet en produktion imellem Kyiv og Lviv. 

Endnu en dansk virksomhed har åbnet produktionslokaler i Ukraine. Denne gang gælder det elektronikproducenten Mekoprint Cables, der blandt andet laver kabler og montageopgaver. Det skriver Mekoprint i en pressemeddelelse.

“Produktionen er i fuld gang med indkøring af de første opgaver til en stor international kunde og flere nye opgaver og kollegaer er på vej. Forventningen er derfor at runde 100 ansatte allerede inden for det kommende år og derefter udvide til større lokaler,” skriver Mekoprint i pressemeddelelsen.

Etableringen er sket i samarbejde med den dansk/ukrainske virksomhed Danico, der siden 1999 har udviklet sig til en virksomhed med 200 medarbejdere, der laver rustfri maskinkonstruktioner for blandt andet Aasted-koncernen.

Ikke første eventyr i østen

Mekoprint Cables er i forvejen til stede i Østeuropa. De har lige nu en produktion i den polske hovedstad Warszawa, hvor de beskæftiger 200 medarbejdere. Denne fabrik vil komme til at fungere som logistik-hub for blandt andet leverancerne fra Ukraine.

”Med de to produktionssteder i både Polen og Ukraine kan Mekoprint Cables tilbyde både geografisk nærhed, teknologisk førerskab og processer, der kan konkurrere direkte med asiatiske leverandører,” siger Mekoprint Cables Division Director, Lars Laungaard Rasmussen.

Mekoprint Cables har været i Polen siden 1995, og den nye produktion i Ukraine åbnede den 21. november.