Foto: Emil Filtenborg

Danfoss og CFT Ukraine har ikke hørt meget konkret om lempelserne af karantænen, som flere politikere citeres for i pressen.

De ukrainske politikere er citeret i flere medier i denne uge for at ville lempe karantænen i Ukraine fra mandag den 11. maj. Der er blandt andet tale om at åbne parker, flere forretninger og genetablere nogle af de mange lukkede busruter. Hos Danfoss’ lokalafdeling i Ukraine har de dog ikke hørt noget konkret fra politikere, og Andriy Berestyan, der er leder af Danfoss i Ukraine, er derfor endnu lidt skeptisk, over hvor stor den bliver. 

“Vi har hørt en masse ting, men der er ikke nogen facts. Vi kan ikke begynde at koordinere med vores kunder, før vi ved, hvad der kommer til at ske. Det kan vi først, når der kommer noget konkret,” siger Berestyan. 

Andriy Berestyan, tv., underskriver en aftale i 2019 med borgmesteren i den ukrainske by Odesa. Foto: Danfoss

Han ser dog frem til lempelserne, hvis politikernes udtalelser holder, og der kommer reelle ændringer af karantænen, som er blevet forlænget frem til den 22. maj. Blandt andet vil det være godt for Danfoss, hvis forretningerne åbner igen, og Danfoss kan få solgt flere produkter. Det ændrer dog ikke ved, at Berestyan forventer en lav omsætning på den front i starten, da mange ukrainere er hårdt ramt af karantænen, og ikke har den samme mulighed for at bruge penge. 

“Det vil også være fint med flere busser, men jeg tror ikke, at byggesektoren kommer helt op og køre på 100 procent, før den offentlige transport er helt tilbage. Der er cirka 50 procents aktivitet lige nu, og det er fordi, flere ikke kan komme på arbejde,” siger Berestyan og udtrykker optimisme omkring, at tredje og fjerde kvartal vil kunne indhente noget af det tabte blandt andet på grund af planerne om flere renoveringer.

CFT Ukraine mangler også svar

Eugenia Onyshko er administrerende direktør hos CFT Ukraine, der forarbejder metal og leverer til kunder i for eksempel Danmark. Hun mangler også svar på præcist, hvad der vil ske. På den ene side har hun hørt udtalelserne fra flere politikere om lempelserne, men på den anden side er der ikke vedtaget noget konkret i det ukrainske minister kabinet. 

“Vi ved ikke, hvad der vil ske, men jeg har snakket med flere transportvirksomheder, og de regner med at køre igen mandag,” siger Onyshko, der regner med at lempelserne af karantænen får størst indvirkning på små virksomheder såsom frisører og restauranter, der nu ser ud til at må åbne i et eller andet omfang. 

Produktionen hos CFT Ukraine, hvor de blandt andet laver Kædetransportører. Foto: CFT Ukraine.

Ukrainenu har tidligere beskrevet, hvordan CFT Ukraine selv har skulle sørge for transportmuligheder til flere af virksomhedens medarbejdere, da den offentlige transport i Lviv pludselig stoppede, og medarbejderne havde svært ved at komme på arbejde. Det kunne CFT Ukraine kun sørge for til nogle af medarbejderne, og nogle har nogle få ikke kunnet komme på arbejde. Det problem regner CFT Ukraine med er løst fra mandag. 

“Men vi stopper først med vores egen transport, når vi præcis ved, hvad der ske, og når vi har mulighed for at se på en oversigt over afgange,” siger Onyshko.

Ikke hørt noget om hjælpepakke

Den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij, og de ukrainske politikere, har i flere omgange talt om, at der kan komme hjælpepakker til erhvervslivet. Sådanne hjælpepakker ses blandt andet i Danmark, men hverken CFT Ukraine eller Danfoss har set noget til det. 

“Jeg har slet ikke hørt noget konkret, men nu må vi se,” siger Onyshko, mens Berestyan fra Danfoss er overbevist om, at det blot er tomme løfter fra politikerne.

“Det er ren snak. Jeg forventer ikke nogen støtte. Det tror jeg ikke på, at der kommer til store virksomheder som os, men det kan være, at der kommer noget til de små,” siger han. 

Karantænen i Ukraine løber, som det ser ud nu, frem til den 22. maj, men fra mandag har der været snak om, at parker, museer, biblioteker, skønhedssaloner, restauranters sommer-terrasser og tandlæger åbner. Derudover har flere politikere udtalt, at også advokatkontorer, notarer, renserier og store dele af shoppingcentrene – dog på nær underholdningsafdelingerne såsom biografer – vil åbne. Flytrafikken og grænserne har lange udsigter.