Den danske landbrugsvirksomhed har lavet nogle ændringer af arbejdsgangen for at undgå smitte, mens ellers kører virksomheden nogenlunde normalt, og faktisk får de højere kødpriser i øjeblikket, forklarer vicedirektør.
Ukrainenu har i de sidste dage beskrevet, hvordan ukrainske virksomheder og danske virksomheder såsom Danfoss er ramt af corona-krisen og nedgangen i den globale økonomi. Her har flere virksomheder taget en række forholdsregler for at undgå smitte, og det forklarede en række virksomheder Ukrainenu om for et par uger siden. En af dem var den danske landbrugsvirksomhed Dan-Farm Ukraine, der dengang ikke var mærket specielt meget af krisen, og det er virksomheden, der producerer svin, heller ikke i dag.
“Produktionen fortsætter som altid… Faktisk er efterspørgslen på kødprodukter steget i de første uger, og priserne er steget med 10 procent. Vi regner med, at priserne vil fortsætte med at være høje i et par uger, indtil folk har fået fyldt deres frysere op. Derefter regner vi med at være tilbage til normalen,” forklarer vicedirektør Vadym Shestakov, der dog slår fast, at det ikke betyder, at Dan-Farm Ukraine tjener på krisen, men at det gør, at virksomheden kan reducere tabet.
Tidligere frygtede Vadym Shestakov, at ventetiderne ved grænsen til Ukraine på grund af foranstaltninger ville blive så lange, at det ville blive et problem for Dan-Farm Ukraine, men det er ikke sket endnu, forklarer han. Faktisk er alting stor set foregået som normalt.
Masker og flere hjemme
Det vil sige næsten som normalt. Godt nok kører godstransporten fint, men det har været nødvendigt at lave en række ændringer af arbejdsgangen, da virksomheden skal gøre sit for at beskytte sine medarbejdere mod coronavirussen.
“Jeg selv, mine medarbejdere såsom bogholdere, sekretærer, advokater og folk i finansafdelingen arbejder hjemme. Alle møder tager vi over telefon eller beskeder. Vi går kun ud, når det er absolut nødvendigt,” siger Vadym Shestakov.
“Vi giver også vores medarbejdere masker, desinfektionsmidler og informationsstøtte. Hver eneste morgen måler vi temperaturen på alle medarbejdere og sender dem hjem, som har for høj temperatur. Alle medarbejdere, som kommer fra udlandet, sender vi i 14 dages karantæne,” forklarer Vadym Shestakov og oplyser, at han endnu ikke ved, hvor meget krisen kommer til at koste Dan-Farm Ukraine.
Virksomheden håber også på, at krisen snart er ovre, og de har ikke fundet det nødvendigt at reducere medarbejdernes løn eller lave afskedigelser.
“Mit råd til andre virksomheder er, at de skal tage roligt og fortsætte fremad,” siger han.