Illustration: Vektor Kunst / Pixabay.com.

Endnu engang slår COVID19 store huller i den ukrainske turisme- og flysektor, der har været under hårdt pres i 2020.

Ryanair har aflyst størstedelen af deres fly til Ukraine fra om to uger. Ifølge Ukraine Business News er der blot få flyvninger til og fra Boryspil, imens Kharkiv, Kherson, Lviv og Odessa ikke har nogen åbne flyruter.

Også Ukrainian International Airlines, UIA, har skruet ned for flytrafikken på grund af det nye midlertidige forbud imod indrejse for udlændinge, der opfylder visse krav for tilhørsforhold til Ukraine.

Det har fået hotelejere og turguider til at demonstrere foran Ministerkabinettet i fredags, fordi de har været under et enormt økonomisk pres siden coronakarantænen trådte i kraft i midten af marts.

Smittetal slår fortsat rekorder

Smittespredningen af COVID19 er alt andet end under kontrol i Ukraine, hvor antallet af smittede fortsætter med at slå rekord nærmest dagligt. Ifølge Unian er 2495 nye smittede blevet registreret de seneste 24 timer.

Det er det højeste antal af nye smittede indtil videre. Det totale antal af bekræftede smittede er nu på 125.798 – over halvdelen af tilfældende er stadigvæk aktive. 58.817 patienter er kommet sig ovenpå sygdommen.

2656 patienter er døde med eller af sygdommen. 51 af dem indenfor det seneste døgn. Der er fortsat 64.325 aktive tilfælde.

Premierminister ser ingen bedring forude

Den ukrainske premierminister, Denis Sjmygal, fortæller til tv-kanalen 1+1, at han ikke ser antallet af nye smittetal falde i løbet af det kommende efterår.

“I dag har vi fra 2000 til 2500 nye tilfælde af sygdommen hver dag. Ved udgangen af september og i starten af oktober, vil antallet stige til 3000 nye patienter hver dag. Det vil fylde hospitalerne op til mere end 80 procent,” siger Denis Sjmygal.

Ukraine havde meget skrappe karantæneregler, da epidemien brød ud i landet i foråret, men økonomien i Ukraine har ikke været i stand til at bære sådan en karantæne. Derfor er der blevet åbnet på fuld blus igen, og selvom en såkaldt “adaptiv karantæne” stadigvæk eksisterer, så er hverdagen relativt normal.