Den nye rentesænkning kommer efter, at IMF anslår, at den ukrainske økonomi vil falde meget i 2020, og den lave rente skal forsøge at sparke gang i økonomien, lyder det fra den ukrainske Central Bank.
Flere medier skriver, at den ukrainske Central Bank har besluttet at sænke renten i landet fra otte til seks procent, hvilket banken siger kommer som et forsøg på at sparke gang i økonomien. Den nye rentesats er den laveste siden Ukraines selvstændighed i 1991 fra Sovjetunionen, og det er den niende rentesænkning i træk over 14 måneder.
“Forbrugere og efterspørgslen efter investeringer vil højst sandsynligt forblive afdæmpet i længere tid end forudsigelsen for april. På den anden side vil det holde inflationen under vores mål for længere end regnet med i vores forventninger fra april. På den anden side betyder det, at den ukrainske økonomi vil se en dybere dæmpning end forventet. Det kræver, at Centralbanken fortsætter dens lempning af pengepolitikken for at støtte økonomien i landet under de gradvise lempninger af karantænen,” udtaler den ukrainske Central Bank ifølge BNE IntelliNews.
Tidligere har Centralbanken sænket renten fra hele 17,5 procent den 25. april 2019 til nu otte procent ved rentesænkninger af flere omgange. Det var ellers forventet, at banken kun ville sænke renten med en procent. Det skriver det ukrainske nyhedsbureau Ukrinform, men krisen har gjort, at Centralbanken er gået et skridt videre.
Den Internationale Valutafond, IMF, anslog for nyligt i en ny rapport, at den ukrainske økonomi vil blive hårdere ramt af krisen end først antaget. Fonden forventer, at økonomien vil falde med hele 8,2 procent i år og først vil komme tilbage til niveauet fra før corona-krisen i 2023 eller 2024.
“Reformerne møder stigende modstand fra egeninteresser, og retslige afgørelser underminerer reformprocessen, specielt i arbejdet med tackle korruption og finansielle investeringer… Som resultat er investeringer – og specielt udenlandske investeringer – fortsat tilbageholdt på grund af et svært erhvervsklima, og væksten bliver for lav til i en betydelig grad at lukke indkomst hullet til Ukraines nærmeste,” lyder det fra IMF.
Vil blive billigere at låne penge
BNE Intellinews skriver, at Centralbankens rentesænkning betyder, at refinansieringslån udstedes til syv procent og indskudsbeviser får en rentesats på fem procent. Det er uklart, hvor stor en betydning rentesænkningen får for udenlandske virksomheder i Ukraine, da mange udenlandske virksomheder enten selv kommer med finansieringen, når de etablerer sig i Ukraine eller låner pengene i banker i udlandet.
Centralbanken har tidligere meldt ud, at inflationen i april og maj blev lavere end ventet på kun omkring to procent i forhold til de forventede fem procent. Det havde banken også noget at sige til i dens udtalelse.
“Inflationspresset forblev svagt primært på grund af et betydeligt fald i forbrugernes efterspørgsel efter fødevarer og ikke-væsentlige varer. Desuden blev prisvæksten begrænset af lavere energipriser, øget udbud af grøntsager og frosne priser for mange tjenester gennem karantænen. Disse faktorer udlignede virkningerne af svækkelsen af hryvnia i marts og den vedvarende høje efterspørgsel efter nogle varer i begyndelsen af april. Disse virkninger er helt forsvundet lige nu,” lyder det fra Centralbanken, der regner med at den nye rentesænkning og bankens intiativer vil holde hryvniaen i ro og langsomt stoppe faldet i forbrugernes efterspørgsel af varer.
Centralrenten i Ukraine var i april 2019 på 17,5 procent og blev sænket til 16,5 procent i september samme år. I oktober 2019 blev den sænket til 15,5 procent, 13,5 procent i december 2019, 11 procent i januar 2020, ti procent i marts 2020 og otte procent i april 2020, før den altså nu er sænket til seks procent.