Der er meget at se, hvis du rejser til den ukrainske storby Odesa ved Sortehavet. Der er sol og strand, men under jorden er den kilometervis af katakomber, som er en stor oplevelse.
I Odesa om omegnen er der et netværk af katakomber under jorden, der siges at strække sig mere end 2.500 kilometer. De opstod for mange år siden, da byens indbyggere begyndt at mine coquina-sten, som består af skaller fra havet, under jorden til at bygge huse.
Det har skabt de lange gange, som absolut er et besøg værd i dag. De er som en labyrint, og det er absolut ikke et sted, som man har lyst til at opholde sig uden en guide. Katakomberne når en dybde helt ned til 60 meter under havniveueat, og det føles mærkeligt at være der.
På et tidspunkt bad guiden os om at slukke vores lommelygter for at mærke mørket under jorden. Det føles klamt og efter kort tid, kan ens tanker ikke lade være med at vandre rundt i hovedet på en. Mørket spiller kispus, og det føles utrykt, indtil lommelygterne tændes igen. Det er som om mørket krammer en i de kolde gange.

Har en lang historie
Katakomberne opstod på grund af behovet for byggematerialer, da træ var en mangelvare i Odesa før i tiden. Stenene er ikke af særlig god kvalitet, da de mest består af muslingeskaller, men det gjorde det nemt at mine dem. De blev løsnet i store stykker ved at banke træ ind imellem stykkerne. Når træet blev vådt i de fugtige gange, udvider træet sig og løsner stenen. Dermed er stenen lige til at trække ud.


Senere blev katakomberne også benyttet til at smugle ting for at undgå told, og de blev også brugt som bunkere under Anden Verdenskrig, hvor det også siges at modstandsbevægelse brugte gangene. Derfor er der også blevet fundet flere våben i gangene. Det siges også, at modstandsbevægelsen mod Sovjetunionen også brugte Katakomberne til at komme rundt uden at tiltrække opmærksomhed.


Det er derfor en speciel følelse at gå nede i gangene, hvor det er nemt at forestille sig historien udspille sig. Ifølge de lokale er der stadig skatte gemt dernede, som aldrig er blevet fundet. Det er umuligt at bevise, men langt fra alle katakomberne er undersøgt, da meget er styrtet sammen eller er i fare for at gøre det. Kun få dele er åbne for turister. I de lokale samfund siges det, at der stadig mines stil i katakomberne, da det er billigt.
Du kan besøge katakomberne i Odesas midtby for blot 50 kroner per person, hvilket indkludere en guide med lommelygter. Hvis du vil ud på landet nær Odesa og se katakomberne der, hvilket skulle være en stor oplevelse, så koster det cirka 500 kroner for en tur med en engelsk guide, men så kan du også tage hele familien med i prisen.