Foto af Ricardo Gomez Angel hos Unsplash

For snart to uger rystede to eksplosioner Libanons hovedstad, Beirut. Nu får det konsekvenser i Ukraine.

Der kommer nye krav til import, opbevaring og håndtering af ammoniumnitrat i Ukraine, efter et stort lager eksploderede i Libanon den 4. august i år. De nye krav skal efterleves den 15. september, skriver Ukraine Business News.

Eksplosionen i Beirut var resultatet af 2750 ton ammoniumnitrat, der ikke blev håndteret ordentligt. 171 mennesker er døde og 250.000 mennesker er blevet hjemløse. Ammoniumnitrat bruges blandt andet som gødning i landbruget.

Derfor er Ukraine også et af de lande, der importerer mest ammoniumnitrat – sidste år alene importerede Ukraine 716.000 ton – og det er et tal, der stiger. Med de mængder af ammoniumnitrat, det  ukrainske landbrug bruger, kan reguleringerne give fin mening.

Ekstraordinære krav

Men ifølge Ukraine Business News udgør ammoniumnitrat ingen trussel i de første seks måneder efter produktionen – det, der eksploderede i Libanon, havde ligget til opbevaring i syv år. På grund af Ukraines høje forbrug, bliver ammoniumnitrat brugt hurtigt efter det ankommer.

De nye krav til alt, der har med ammoniumnitrat at gøre, er ikke yderligere specificeret, men det drejer sig ifølge premierminister Denis Sjmygal om “ekstraordinære krav om statslig inspektion,” skriver UBN.

Hvis det bliver implementeret, så kan det dog få betydning for prisen, da regulering ofte medfører yderligere omkostninger forbundet med produktionen af et produkt, hvilket naturligt driver prisen på produktet op.

I dette tilfælde kan regningen ende ved kunden – altså landmanden.