Foto af Maxim Lugina hos Unsplash

Kiev: Det kan være den største korruptionssag i Ukraine i lang tid. Politiet anholder to personer og tiltaler seks i den omdiskuterede Rotterdam-sag.  

I to og et halvt år har de ukrainske antikorruptionsmyndigheder efterforsket en korruptionssag, der ifølge ukrainske medier har kostet statskassen mellem 5 og 8 milliarder kroner. Efter lang tids venten på resultater, er de første anholdelser kommet. 

Det skriver Kyiv Post. 

Sagen er en kompleks størrelse, der handler om prissætning på gas og kul og involverer flere offentlige myndigheder. 

De seks tiltalte

De seks tiltalte er blandt andet lederen af det statslige energiselskab Market Operator. Derudover er der også tiltalt en tidligere chef for den Nationale Energi og Forsynings Kommission.

To andre tiltalte er tidligere ansatte i landets største kulmine- og termisk energiproduktionsselskab, DTEK, der står for leverancerne af 20 procent af Ukraines elektricitet. 

Alle nægter sig skyldige og er blevet løsladt mod kaution. Tiltalerne lyder på misbrug af offentlige embeder. De fire personer, der ikke blev anholdt, befinder sig ikke i Ukraine.