Foto af Aurelien Romain hos Unsplash

Karantænen koster mange penge. Sådan lyder det fra en række analytikere, som Reuters har talt med om karantænens betydning for økonomien. 

Stort set alle butikker er lukket ned i Ukraine, og arbejdsløsheden er stødt stigende for hver dag, der går. Reuters har talt med en række analytikere om tilstanden i den ukrainske økonomi, og de regner med, at den ukrainske økonomi vil skrumpe med hele 10,9 procent i andet kvartal i år, og at økonomien tabte en procent i første kvartal. De melder ikke, hvor stort, de regner med, faldet bliver for hele året.

Tidligere har den ukrainske nationalbank meldt ud, at de regner med, at Ukraines bruttonationalprodukt vil falde med 11 procent i andet kvartal i år, mens banken også forventer et fald på cirka fem procent for året. Dermed bliver pandemiens “gennemslagskraft… på den ukrainske økonomi relativt kortvarig, men meget kraftig”, lyder det fra banken. 

Reuters pointerer, at hvis analytikerne har ret, så vil det være det første fald i den ukrainske økonomi siden 2015, hvor de første to kvartaler faldt med henholdsvis 2,9 og 4,7 procent. 2015 var et turbulent år med følgevirkningerne af Maidan Revolutionen, annekteringen af Krim og krigen i Donbas-regionen, som var meget aktiv på det tidspunkt. 

IMF-lån er vigtigt for Ukraine

Ukraine har hårdt brug for en kapitalindsprøjtning til at klare sig gennem krisen, og derfor er regeringen i forhandlinger med IMF om et lån på omkring otte til ti milliarder dollar. Det er en reform, som eksperter over for Ukrainenu også har kaldt for altafgørende, hvis Ukraine skal kunne klare sig gennem krisen og være i stand til at betale af på sin gæld. 

IMF har en række krav til Ukraine. Blandt andet skulle landet gennemføre landreformen, som giver mulighed for køb og salg af landbrugsjord. Det har Ukraine gjort, men mangler stadig at få vedtaget en bank-lov, som skal forhindre, at oligarken Ihor Kolomojski kan få PrivatBank tilbage. Loven er stødt ind i problemer i parlamentet, hvis Kolomojskis støtter har fremsat en række ændringsforslag til loven, som tager lang tid at behandle. 

Karantænen i Ukraine er forlænget frem til den 22. maj, men der kommer fra mandag den 11. maj en række lempninger af karantænen, som ventes at få lidt gang i hjulene igen i den ukrainske økonomi. Derfor forventer de analytikere, som Reuters har talt med, også, at økonomien vil forbedre sig i anden halvdel af i år. De har dog svært ved at kunne vurdere hvor meget, da det afhænger af en række forhold.