Fedia Remizougca har været meget igennem i sit 18-årige liv. Han kæmper for at klare den og vil hjælpe andre med at holde modet oppe. Foto: Stefan Weichert

Blot 18-årige Fedia Remizougca har mistet både sin mor og far, men han nægter at give op på sine drømme, og han håber, at hans musik kan inspirere andre. 

I december får ukrainere og udlændinge med tilknytning til Ukraine mulighed for at dele deres oplevelser af året, der er gået, hvordan livet er i Ukraine og hvad 2020 byder på. Der er tale om alt fra politikere, eksperter og prominente stemmer til folk på gaden.

I denne omgang er turen kommet til 18-årige Fedia Remizougca, som Ukrainenu stødte på i Kyiv. Han er en af de mange musikere, der forsøger at klare den, men hans historie er speciel. Han har mistet både sin mor og far, mens han kæmper for at slå igennem.

Fortæl lidt om din musik?

Jeg laver rap, og jeg synes faktisk, at det går ret godt. Jeg har haft min største koncert i august, hvor jeg spillede foran 600 mennesker. Det var helt vildt. Ellers studerer jeg energihåndtering i Kyiv, men det gør jeg nok mest, fordi jeg skal have en Plan B. I min musik synger jeg om livet, kærligheden, piger og penge. Det er meget klassisk. 

Hvorfor synger du om de emner?

Det er lidt om mit eget liv. Jeg har haft det svært. Jeg mistede min mor, da hun var 36, og jeg var 8. Sidste år, da jeg var 17, mistede jeg så også min far, der døde af diabetes. Jeg synger derfor om kampen for ikke at få en depression. Jeg synger om, at vi som mennesker skal kæmpe videre. Der er kun en vej, og det er fremad, uanset hvad livet bringer. Det lærte min far mig, og jeg vil hjælpe andre folk med at se fremad gennem min musik. Der er for mange, der for tidligt giver op, fordi de har haft det svært. 

Jeg synger også om stoffer, fordi jeg mistede min tante til heroinen. Stoffer er kun øjeblikke, hvor folk med problemer kan undslippe dem og komme væk fra hverdagen. Det er midlertidigt, og vi skal holde op med at forsvinde fra livet, men i stedet omfavne det og kigge fremad. 

Og ja. Så synger jeg om kvinder og penge. Jeg har jo lidt penge efter koncerterne, og der er nogle kvinder der. Så det synger jeg også om. 

Kan du fortælle lidt om en af dine sange?

Ja. En af dem handler om et forhold, som bare ikke duede. Hvordan der kommer røg fra vores vinduer, når vi er sammen, da vores forhold er som en tordensky. Sangen handler om, hvordan jeg tager videre, flyver til Cuba og snakker med Che Guevara i telefon, mens jeg bare lever livet og har en ferie. 

Det handler mine sange tit om. At selv om det er svært, så kan det blive meget bedre. 

Kan du klare dig med musikken?

Nej. Det er ikke nok endnu. Jeg får omkring 1.500 UAH (cirka 380 kroner, red) for en koncert, og jeg får lidt penge fra staten, men det er ikke nok. Så jeg har et ekstra arbejde i nogle natklubber, mens jeg laver musik og går i skole. Det er nødvendigt.