Lederen af det kommende ukrainsk-danske ungdomshus i Kyiv er fundet, og hun tror, at projektet har et stort potentiale på tværs af grænserne.
Tidligere bevillede Danmark 18 millioner kroner til et nyt dansk-ukrainsk ungdomshus i Ukraine, og nu er lederen fundet. Dansk Kulturinstitut og Dansk Ungdoms Fællesråd har valgt Julie Arnfred Bojesen, som projektets leder, og hun kommer med en bachelor i statskundskab fra Aarhus Universitet og en MA i Communication for Development fra Malmö Universitet og har været sekretariatsleder hos Det Udenrigspolitiske Selskab.
”Ungdomshuset er et projekt med enormt potentiale for at styrke dialogen og den gensidige forståelse – både internt i et land, hvor de unge brænder for at deltage i den politiske udvikling, og på tværs af grænser, så vi alle kan lære af hinanden. Af udfordringer ser jeg bekæmpelse af fordomme og de mange unuancerede forestillinger, jeg desværre tit møder, som en af de vigtigste. Jeg glæder mig til at tage fat på denne vigtige udfordring og er beæret over at være med til at så frøene til en stærkere demokratisk kultur i en tid præget af splittelse og afdemokratisering,” siger Bojesen i en pressemeddelelse
Det vil blive Bojesens opgave at forsøge at øge den nye ukrainske generations rettigheder og stemme samt give dem kompetencer til at organisere sig og derigennem øge deres demokratiske deltagelse i samfundet. Hun kommer også med erfaring om Central- og Østeuropa fra sin fortid som forperson for ungdomsorganisationen SILBA. Hun har også tidligere været politisk praktikant på den danske ambassade i Kyiv.
Store udfordringer i Ukraine
Ukraine står overfor en række udfordringer såsom krigen i Østukraine, som brød ud i 2014 mellem Ukraine og russiske-støttede separatister. Derudover gennemgår Ukraine en stor vending mod Vesten efter Maidan Revolutionen samme år, og det er den udvikling, som Bojesen og Ungdomshuset skal understøtte. Ukraine er også på vej igennem en række reformprocessor, som skal styrke demonkratiet.
”Et helt nyt ungdomshus i Ukraine er en stor opgave. Det kræver entreprenante, diplomatiske og ikke mindst ledelsesmæssige evner. Derfor er vi meget glade for at få netop Julie Arnfred Bojesen med ombord. Julie har en stærk faglig profil. Hun kender Ukraine professionelt og personligt og ved, hvordan man skaber netværk med andre unge. Hun er den helt rigtige til at stå i spidsen for ungdomshuset, som vi ser frem til at åbne senere i år,” siger Camilla Mordhorst, der er administrerende direktør hos Dansk Kulturinstitut, ifølge en pressemeddelelse.
Det er planen, at ungdomshuset vil åbne til sommer og forberedelserne er i gang. Ungdomshuset vil arrangere en række aktiviteter såsom ungdomsfestivaler, udvekslingsprogrammer, workshops, debatter og generelt kulturelle arrangementer.