Stærke IT-kompetencer, minimale kulturforskelle og vestlig livsstil fremmer samarbejdet mellem danske og ukrainske IT-selskaber.
Denne historie er skrevet af – og bragt med tilladelse fra – Carsten Steno. Carsten Steno er fhv. chefredaktør for Erhvervsbladet og fhv. seniorskribent på Berlingske Business.
Det er søndag aften i Københavns Lufthavn. Ved gate 26 i i finger C venter Airbus-flyet fra Wizz-air afgang kl. 18.10 med kurs mod Lviv – en gammel smuk kulturby i det vestlige Ukraine, der engang hørte hjemme i det østrig-ungarske dobbeltmonarki. Dengang hed byen Lemberg og var hovedstad i provinsen Galicien.
En by som indenfor de sidste 100 år har været en del af Polen, dernæst sovjetisk, siden besat af Nazi-Tyskland og igen sovjetisk indtil Ukraine opnåede selvstændighed i 1991. I alt har Lviv skiftet tilhørsforhold seks gange siden 1918.
Byens centraleuropæiske atmosfære er umiskendelig. Gamle fornemme hoteller som Hotel George, hvor Gustav Mahler og Freud plejede at bo. Det italiensk inspirerede rådhus. Opera og teater langs byens brede fodgængerstrøg, hvor det bedre borgerskab gennem tiden har fornøjet sig med populær musikdramatik af Mozart og Johann Strauss eller skuespil af Hugo von Hoffmannstahl og Arthur Schnitzler.
Resterne af den stedlige synagoge minder os om, at østjøderne frem til 2 verdenskrig udgjorde et markant i befolknings-islæt i denne by på knap 800.000 indbyggere, der siden 1200-tallet har ligget centralt på handelsruterne mellem Frankfurt, München, Bratislava, Kiev og videre ud øst og syd på mod Sibirien og Konstatinobel, ( I dag: Istanbul) Byen har gennem hele sine historie været multietnisk med ukrainere, tyskere, russere, polakker, tyrkere og armenere som betydende befolkningsgrupper.
Denne søndag eftermiddag er gaten fyldt af unge ukrainske par mellem 20 og 30. Flere af dem fortæller, at de har været på forlænget weekend i København – ”det er en cool city”, Flybilletten er billig – omkring 500 kr. for en retur. Når man som de fleste af dem, der venter på at boarde, tjener små 30.000 danske kroner om måneden som IT-programmører, er udflugten til København absolut en oplevelse, der er indenfor mulighedernes rækkevidde.
28.000 IT-programmører
Faktisk er der ifølge byens officielle statistikker omkring 28.000 IT-programmører og andre IT-teknikere ansat i IT-virksomheder i Lviv, hvor de udvikler software for amerikanske, europæiske og asiatiske kunder.
Allerede i Sovjettiden var Ukraine kendt som hovedbase for de videnskabsfolk og teknikere, som stod bag det russiske rumeventyr i 60´erne, hvor Sovjet gav Vesten det berømte Sputnikchok.
En lang sovjetisk tradition i uddannelsessystemet for oplæring i fag som matematik og fysik har skabt den rette baggrund at rekruttere talenter til softwareudvikling
En af de europæiske virksomheder, der samarbejder med IT-programmører i Lviv, er Droids Agency i Danmark, der har store kunder i den offentlige sektor, i pensionsbranchen, i den finansielle sektor og indenfor landbruget. Droids udvikler software og arbejder meget med Artificiel Intelligence (AI) og machinelearning.
Den ukrainske samarbejdsparter er Eleks med 1400 ansatte, som blev stiftet i Lviv helt tilbage i 1991 og som siden årtusindskiftet udelukkende har beskæftiget sig med software.
Tim Hansen, Managing partner og medstifter af Droids Agency, fortæller, at Droids i gennem flere år har samarbejdet med IT-huse i Østeuropa, bl.a. i Polen og Ukraine.
Når Eleks nu er valgt som samarbejdspartner skyldes det første fremmest Eleks størrelse og kapacitet.
”De er stærke på datascience og AI og har den fornødne størrelse og kapacitet til at arbejde med de opgaver, som vi har påtaget os”, siger Tim Hansen.
”Vi har ofte ti projekter kørende samtidig. Ind imellem er der supertankere med over 10.000 programmeringstimer. Vi har brug for medarbejdere med de rigtige kompetencer og de rigtige certificeringer. Dem har Eleks. Der er simpelthen ingen i Danmark, der kan stille med 10 dot-net-udviklere, når vi har brug for det. Derfor går vi til Ukraine. Eleks er vores produktionsapparat, vi tager koordinator- og formidlingsrollen”, tilføjer Tim Hansen.
Kapaciteten er afgørende
Han understreger, at Droids ikke samarbejder med Eleks, fordi det er billigere. Så meget billigere er det nemlig heller ikke at få udviklet programmer i Ukraine, hvor kvalificerede programmører er i høj kurs. Det har derimod noget med kapaciteten og leveringsevnen at gøre.
Den anden forudsætning for, at samarbejdet kan fungere, er afstanden. Med direkte fly fra København er der kun et par timers rejsetid til Lviv, og det er vigtigt, selvom videokonferencer, skype og andre moderne kommunikationsmidler i dag har gjort det meget lettere at arbejde sammen på distancen.
Ligesom de danske programmører, arbejder de ukrainske i SCRUM-processer. Man har en vision om, hvordan et produkt skal være, hvordan det skal udvikles. Siden tilrettelægges arbejdet i såkaldte sprints, hvor man håber at nå en række aftalte delmål.
Den fleksible og agile SCRUM-proces fordrer imidlertid et kompetenceniveau og en arbejdskultur, der letter arbejdet på tværs af grænser og kulturelle barrierer.
”Man er nødt til en gang i mellem at kunne rejse ud og være sammen med dem man arbejder med. Snakke med dem, spille paintball eller løse opgaver i mystery-room for at lære folk at kende. Man kan ikke sidde bag en skærm finde ud af, hvilken softwareudvikler, der er bedst til at lave noget smart i backend og hvem, der kan lave noget feinscheckerei i frontend. Derfor er den korte distance og den minimale kulturforskel vigtig for at få vores projekter i mål.”
Møder senere
Det har overrasket Tim Hansen, at udviklerne i Lviv trods tidsforskellen på en time i Ukraines favør, sjældent er på arbejde, når deres danske kolleger i Droids møder ind ved 8-tiden.
”Vi regnede med, at vi kunne udnytte tidsforskellen til at være på med vores ukrainske kolleger straks når vi mødte om morgenen. Men vi har nu erfaret, at vore kolleger i Ukraine typisk møder kl. 9. dansk tid, – kl. 10 lokal tid. Skoler og institutioner i Lviv åbner som regel først kl. 9 . Fordi besværlig logistik og familiehensyn tilsiger det, møder ukrainerne ind senere – til gengæld arbejder de også til langt ud på aftenen”.
Men det sene mødetidspunkt er stort også den eneste overraskelse, som Tim Hansen oplevet i sit samarbejde med Eleks Ukraine. Teknisk er der ingen problemer, IT-sproget er globalt, og de unge IT-folk i Lviv er veluddannede og mindst lige så ambitiøse som deres danske kolleger.
Den fornemmelse får man også, når man besøger Eleks hovedkontor i den nordlige udkant af Lviv.
Det ligner udefra et af sovjettidens utallige ensformige karre-byggerier i beton – og faktisk er det lidt svært at finde adressen. Udvendigt skiller Eleks sig ikke ud fra den grå masse – i helt bogstaveligste forstand.
Helt anderledes, når man endelig finder frem til hovedindgangen og træder indenfor.
Indvendigt er bygningen totalt renoveret, storrumskontorerne ser ud som du kan finde dem i København med hæve sænke-borde i poleret krydsfiner, masser af store skærme og kaffemaskiner fra Nespresso.
Der arbejdes flittigt ved skærmene i de stille miljøer. Enkelte bryder dog stilen og sidder med deres laptop i en oppustelig gummibåd i upåagtet hjørne.
Går efter spændende projekter
Her i Eleks hovedkontor møder vi Richard Zaslavskyi og Iryna Bilinska ,forretningsudvikler og partnerskabschef hos Eleks.
De har været i Eleks i adskillige år og repræsenterer som sådan det moderne IT-miljø i Lviv.
Det er begge veluddannede og taler flydende engelsk.
De kender lidt til Danmark i kraft af samarbejdet med Droids og Tim Hansen – har flere gange været i København og fremhæver den danske work/life balance, som et forbillede.
”Danskerne er gode til at arbejde og hvile effektivt og skabe sig kvalitetstid – både på jobbet og i privatlivet. Det er noget vi godt kunne stræbe i mod” siger Richard.
Helt så enkelt er det ikke i Lviv, hvor Richard og Eryna håndterer kunder over hele kloden – fra USA, i Europa og i Japan og Sydkorea.
”Jeg kan have en kundesamtale sent på eftermiddagen eller somme tider om natten. Man er nødt til at være på, når kunderne henvender sig,” siger Richard, der som businessdeveloper følger op på leads og nye kontraktmuligheder, mens Eryna er en af dem, der overser igangværende projekter og sikrer, at leverancerne kommer i mål til tiden i den aftalte kvalitet.
Richard er programmøruddannet, mens Iryna har en universitetsgrad engelsk litteratur og i business-administration.
De mange tusind programmører og andre IT-folk, som arbejder i Lviv til daglig, er ifølge Richard og Iryna mindst ligeså ambitiøse, som deres veslige kolleger.
”Vi vil helst have større projekter – gerne projekter – der varer op til et år. Og de må meget gerne handle om udviklingsopgaver, der er baseret på ny og spændende teknologi. Vores kolleger går ikke bare efter penge og slik på bordene – de motiveres først fremmest af interessante projekter. At vi har spændende projekter er afgørende for at vi kan fastholde dem”, forklarer Eryna.
Konkurrencen om kundeopgaver i USA og Vesteuropa har hård blandt de ukrainske IT-firmaer.
Derfor betyder størrelsen også noget – og netop Eleks har kritisk masse – . f.eks. i kraft af en stor og velbemandet afdeling inden for datascience.
”For vores kunder er vores kapacitet, kompetenceniveau og leveringsevne helt afgørende. Det er den de køber”, siger Richard
Ligesom danske Tim Hansen ser Richard og Eryna ikke de store kulturforskelle, når det gælder danske, europæiske og amerikanske samarbejdspartnere.
Derimod er der større kulturforskelle, når kunderne sidder i Japan, Sydkorea eller i de arabiske golfstater
Her taler færre engelsk og beslutningsgangen er helt anderledes.
”I Europa får vi svar på spørgsmål samme dag, eller senest dagen efter. I østen og Mellemøsten tager det længere tid. Og der kan lettere opstå misforståelser. I forhold til disse kunder arbejder vi derfor i højere krav med klassiske kravspecifikationer, hvor kontrakten handler meget præcis om, hvad det er der skal laves og leveres. I relationen til de europæiske kunder bygger vi på SCRUM-processer, hvor alting ikke er skrevet ned, men bundet sammen af en fælles vision, om, hvad det er for et system eller program vi skal nå frem til”.
Masser af talent med sult
Hvorvidt Eleks fortsat kan begå sig i konkurrencen handler i høj grad om, hvordan mulighederne er for at rekruttere nye talenter.
Her byder Lviv heldigvis på flere uddannelsesinstitutioner med et højt niveau. Det gælder Lvivs polytekniske læreranstalt, Lviv University, og byens katolske universitet, der alle uddanner softwareingeniører med anerkendte lærere og professorer – bl.a. fra USA – som undervisere.
”Desuden har vi vore egen IT-oplæringsprogrammer, hvor vi går efter at få de bedste talenter fra læreanstalterne. Det her vi finder og fastholder vores nye medarbejdere, som vi tilbyder krævende udviklingsprojekter,” forklarer Richard.
Hjemme i Danmark bekræfter Droids Agencys Tim Hansen, kvaliteten hos de ukrainske programmører.
”De yngste i det team vi samarbejder med er 22-23 år. De er ikke nødvendigvis færdige med deres kandidatgrad. Men IT-branchen i Ukraine er hot. De unge har en sult, som vi ikke kender på samme måde herhjemme fra. De vil simpelthen være de dygtigste. De arbejder der, hvor de får de spændende opgaver. Derfor er det også vigtigt for os, at et firma som Eleks evner af fastholde de bedste”, fortæller Tim Hansen.