Foto af Christina @ wocintechchat.com hos Unsplash

Listen understøtter den generelle trend i den ukrainske teknologi-sektor, hvor det går fremad med hastige skridt. 

Hele 13 ukrainske teknologivirksomheder og yderligere otte virksomheder med base i Ukraine har fundet vej til fornem liste over verdens bedste udliciterings virksomheder. Listen hedder Global Outsourcing 100 review, der laver listen på baggrund af referencer for kunder, vundne priser, innovationen i virksomheden og tiltag for social ansvarlighed. 

Denne gang er virksomhederne AMC Bridge, Ciklum, Computools, Eleks, Infopulse, Innovecs, Magnise, Miratech, N-iX, Program Ace, Sigma Software, Softengi, Softjourn, Artezio, IBA Group, Intetics, NIX, NTT Data, TEAM International, Deloitte og KPMG. Du kan læse mere om virksomhederne ved at følge linket ovenfor. 

I år har Ukraine dermed 18 teknologivirksomheder på listen, hvilket er en stigning i forhold til sidste år, hvor landet havde 16 på listen, mens tallet var 13 i 2017.

Rigtig stor vækst i it-sektoren

Det stigende antal teknologivirksomheder på listen følger også de genrelle tendenser i Ukraine. Nye tal fra den ukrainske nationalbank viser, at eksporten af informationsteknologi i Ukraine steg med 30,2 procent til samlet cirka 28 milliarder kroner i 2019, hvilket fortsætter de gode tendenser fra 2018, hvor eksporten steg med 28 procent.

Den ukrainske it-sektor står i dag for omkring fem procent af det ukrainske bruttonationalprodukt og skatterne giver 4,6 milliarder kroner til den ukrainske statskasse. Her spiller byen Lviv en stor rolle, som Ukrainenu tidligere har skrevet om.

Ifølge den britiske virksomhed PwC er den ukrainske teknologi-industri vurderet som den anden bedste i verden efter Indien, når det kommer til udlicitering af software udvikling. Generelt er landet i top 25, når det kommer til teknologi-eksporten generelt set. 

Ingeniørfaget kan være det næste

Tidligere har Jesper Holst, der er direktør hos firmaet Ektos, der udvikler software og elektroniske løsninger, sagt til Ukrainenu, at det næste store vækstmarked i Ukraine kan være ingeniørfaget, som ikke har oplevet samme vækst som software-branchen.

“Softwarebranchen har boomet i Ukraine i flere år med deraf følgende stigende lønninger og social status for programmører, men ingeniørfaget ses som en andenrangs-beskæftigelse, og efterspørgslen på ingeniører er relativt lav, men svagt stigende. Det er overraskende, at der ikke er flere udenlandske virksomheder, der på nuværende tidspunkt har satset på Ukraine,” sagde han. 

Hvis du har en god historie til Ukrainenu, så kontakt Stefan Wechert på sswjournalist@protonmail.com